Passagererne på den sidste tur med Bn-vognene var en blanding af feststemte unge, der skulle i byen og gravølsstemte togentusiaster, der forevigede vognenes sidste rejse i daglig drift.
Klokken har passeret 20.15 på Roskilde Station, og passagerer, der hopper ombord på toget, kigger med undren på fotograferne, der knipser løs, som om en stjerne er kommet til byen.
Men det er ikke autografjægere eller paparazzier, der har indtaget perronen, men en god håndfuld togentusiaster, der er kommet for at få de sidste billeder af Bn-vognene på de danske skinner.
Leg og gode fif
»I dag er det uigenkaldeligt sidste tur med Bn-vognene. Jeg håber, at alle får en god tur,« lyder det i højtaleren, da toget ruller ud på sin afskedstur mod Østerport. Stemmen tilhører togfører Ole Per Kjærgaard Halling, der snart kan fejre 30 års jubilæum hos DSB.
På denne afgang bliver alt hvad han laver indfanget af kameralinserne, der følger ham tæt, når han fløjter til afgang og ved Høje Taastrup Station går i gang med billetteringen.
På billetteringsruten gennem toget er størstedelen af passagererne unge mennesker, der er på vej i byen.
»Vi har haft mange gode ture i de her vogne. Vi har lavet nogle skøre ting, hængt ud af vinduerne, ligget på hattehylderne og løbet rundt, « griner Natasha Avarina, der har tjek på, hvordan man kan få toget til at makke ret.
»Du skal putte aviser i sprækken, hvis du vil holde det nede,« siger hun til vennen Steffen Jespersen, da vinduet hele tiden ryger op, når prøver at holde det åbent.
Lyder som en fredag d. 13. film
Ole Per Kjærgaard Halling tjekker også billetten hos Jeppe Nielsen, der har rejst en del med Bn-vognene.
»Det er nogle hyggelige tog med gode siddepladser, men de larmer meget, når det bremser,« fortæller han.
I den anden ende af vognen har Kim Christensen indtaget de lyserøde sæder på første klasse med de andre togentusiaster. Han kan godt forstå, at passagerne på grund af den manglende vedligeholdelse er glade for, at vognene bliver skiftet ud med en nyere model, men som en, der har toget som arbejdsplads, ærgrer han sig.
»De her vogne indeholder meget mere håndværk end de nye. Her bruger man den gamle form for fremføring og ikke et joystick, når toget skal køre,« fortæller han og forklarer, at han gerne har sprunget en afgang over som passager for at køre med Bn-vognene frem for dobbeltdækker vognene.
Genopstå til Roskilde Festival
Med på den sidste rejse har vognene, haft følgeskab af lokomotivet, der kørte den officielle indvielse af de elektrificerede Bn-vogne i 1988.
»Vi skulle næsten have haft gravøl med,« siger Trine Christensen, inden lyset slukkes i vognene, og de unge mennesker sætter kurs mod byen og togentusiasterne drager hvert til sit. Vognene er dog ikke lagt helt i graven, men vil indtage skinnerne under særlige begivenheder som eksempelvis Roskilde Festival.
[/i]
Udover at Bn-vognene har kørt sidste gang som ordinære tog, er det tilsyneladende også slut med DD-vogne i IR-togene. Idag er de alle blevet kørt med IC3 og IR4
trnielsen
Erfaren bruger
Antal indlæg: 580
Tilmeldt: 28/8-2004 Bopæl: Nyborg Alder: 62 Status:
Det er sjovt hvorfor DSB har så travlt med at bruge IC3 i regionaltog ol. når de mangler i ICL togene. Fra 10:06 til 16:06 (afg. Hj) om søndagen er der kun 1 sæt til Århus, og først ledige pladser fra Fredericia. Førhen kørte børneguide toget fra Fh med to sæt, men nu kører det kun med et sæt, hvilket betyder at der er 1,5 vogn til den mest populære afgang om søndagen.
Problemet er faktisk generelt for de fleste afgange i begge retninger om søndagen, hvor antal af passagere Hj-Ab svarer til hvad der kan være i et IC4 togsæt., men selvom IC4 togene bliver leveret hele tiden, kommer der ikke flere afgange, hvorfor de bare står i Århus og hober sig op.
Jeg vil nu også sige at man sidder meget bedre i MF. Sæderne er hårde, og der er meget lidt plads i DD-vognene (lavt til loftet, ingen benplads men der er ingen støj hvilket er positivt)